382
sjælden Gang en rejsende Virtuos gav en Koncert i den nærmeste store Købstad, gik han i sit Ansigts Sved sine Fødder hudløse, 3 Mil frem og 3 Mil tilbage for i en Krog i Raadhussalen at lytte til Fløjte, Violin eller Sang, „under Taarers strømmevise Udgydelse“.
Selv havde han havt en klangfuld og stor Basbaryton. Den var ikke gaaet uskadt ud af Kampen med den Masse Drikkevarer, dens Ejer bød den, og til den sædvanlige Gudstjeneste gad han ikke bruge mere af den end til Husbehov.
Nu i Dag greb den uddannede Mezzosopran, trods det Slid, der var gaaet i den, hans Øre, og paa en Gang stemte han i med sine Rester og sekunderede smukt og musikalsk Mezzosopranen i den storartede Psalmemelodi.
Den gamle, sure Landsbykirke havde ikke i lange Tider rummet saa megen Velklang og Vellugt. Dog hviskede en af Præsterne til sin Nabo:
— Mig tykkes det ikke ret i sin Orden, at hun selv synger til sin egen Konversion.
— Naar Biskoppen kan tillade det … svarede den anden.
Nu vendte Magisteren sit Ansigt ud mod Menigheden og istemmede messende-reciterende:
„Denne hellige Lektie skrives hos Profeten Esaias. Søger HERREN, medens hand findes; kalder paa ham, medens hand er nær. Den ugudelige forlade sin Vej, og hver, som gør Uret sine
