404
saa Sveden randt ned ad Pande og Hals paa ham, og det løste Haar bedækkede hendes Overkrop.
Men han var og blev den overlegne. Da han havde faaet hende trykket tæt ind til sig, faldt hendes Arme slappe ned, og hun gav sig til at græde højlydt. Hun gjorde kun svag Modstand, da han tog hende om Halsen og kyssede hendes Mund. Hun gengældte stadig Kyssene med Varme. Men brat brød hun ud:
— Nej, gør mig ikke Fortræd! Saadant noget har jeg havt saa megen Fortræd af, at jeg har været lige ved at græde Øjnene ud af Hovedet paa mig.
Han løsnede sit Favntag.
— Du er jo den lille Møller-Mette, som er bleven stor, sagde han pustende.
Hun tørrede Øjnene med sit gule Haar, fik det slaaet til Side og stønnede:
— Og Magisterens Ludvig har altid væ’t stor, men nu er han jo vokset op til en hel Dromedar.
— Hvorfor græder Du saa farligt, Mette?
— Har han aldrig hørt, hvor jeg er kommen skidt afsted?
Ludvig rystede paa Hovedet.
— Herre Gud, sagde Pigen, det véd jo ellers hele Verden.
— Din gamle Bedstefader? Er han død?
Mette lod ham vedblive at holde sig om Halsen og sagde:
— Naa, det véd han ikke en Gang? Jo, han
