406
Prokuratorer, Præster og andre Kæltringer — ja, Bønderne var heller ikke meget medlidende, tog jo Alting, da Møllen skulde sælges, og jeg tog væk fra Fødesognet og tjente først som Amme hos den forrige Præst her i Rynkeby, men saa kom den herlige Mand — ham, der nu er her, og som de siger er højere paa Straa end Magisteren. Han sagde, at det, jeg var bleven lokket til, var ikke Noget, der gjorde mig til det bare Skidt. Han og Jomfruen, hans Søskendebarn, de skaffede mig Syning og saadant Noget, og betaler mig godt, naar jeg har Dage her paa Præstegaardsjorden i Hø- og Kornhøstens Tid. Ja, Barnet døde, da det var halvandet Aar, den sølle Orm. Og det var kønt af Vorherre, synes jeg, om ogsaa jeg græd farlig over det. Ja, græde, det er jeg fælt dygtig til. Jeg græd jo ogsaa hele Krus fulde, da Kristen Povlsen rendte, men det gik meget over i meget mere Gesvindighed. For det var en led, søddyppet Karl.
De havde sat sig ned paa Træbullen, saâ smukke og varme ud mellem det grønne Løv og det afkølede Lys.
Ludvig tog hende igen om Halsen og kyssede hende. Hun sagde med Haanden for Øjnene:
— Ja, jeg er tosset, at jeg gør det.
— Lille Mette! Jeg har allerede et Par Gange fundet dig paa min Vej som noget Kønt, der trøstede mig for noget Grimt, der havde mødt mig.
