49
og saa det af Lyset aabenbarede frembrydende Skæg paa Sønnens Overlæbe, Hage og Kind havde knækket hans tidligere aandelige og legemlige Habitus over for Sønnen. Ludvig kunde trænge stærkt til at rages, og skønt Magisteren havde faaet Hug af sin salig Fader, fordi han i sit sekstende Aar alt lod sig rage to Gange om Ugen, maatte han, hvor nødig han end gjorde Tidsaanden den ringeste Indrømmelse, dog erkende, at Tidernes Vanart var saa stærk, at man kunde risikere Alt ved at give en karlevoksen Søn Hug og Slag. Det var en Følge af Bondefrigørelsen.
Thi havde Magister Sextus Masmann en urolig „fjerde Juledags“ Morgen. Ingen Disposition vilde fæstne sig i hans Sind, og han lagde jo altid Plan for hvad han vilde sige. Han kunde kun ekstemporere, naar han var yderst opbragt og ingen Skranke kunde eller vilde sætte for sin Forbitrelse. Men nu traf det sig i visse Maader saa heldigt for ham, at han blev saa arrig paa hele Verden, fordi han ikke kunde faa sat Façon paa den faderlige Formaningstale, at han i Fortvivlelse for op fra sin Lænestol, sparkede til den med sin store, fedtlæderbeskoede Fod, saa Stolen ramlede hen ad Rødstensgulvet med Bulder og Brag, løb ud af Døren og op ad Loftstrappen. Trinene knirkede og knagede, som skulde de knækkes af den svære Masse, de maatte bære. Dog standsede han midt paa Trappen, da Trækvinden mindede ham om, at han havde glemt sin Paryk, uden hvilken han
S. Schandorph: Gamle Billeder.
4
