86
komme ind i sit Palais i København. De vilde spytte paa Gulvenes Tæpper og tørre deres svedige Hænder i Møblementet. Præsterne vil i Tavshed applaudere dem, thi de er ogsaa nogle Svin. De roder og jo som gemene Slagtersvende i Lammeblod, naar de præker, og Præsten til Raabjerg sætter sig jo paa Møddingen, naar han skal ud paa Naturens Vegne. Kommer Bønder og Præster til Værdighed, bliver Verden en Svinesti. Hu ha! Bønder, Bæster, Hornkvæg, Præster og Svin! Og Jean Jacques var ogsaa et Svin, det hørte jeg for mange Aar siden af en Domestik i Paris, der havde havt Tjeneste til Hertugen af Luxembourg. Borgeren af Genève gjorde sig vaad under sin lange Armenierkasseking, den han bar for at undgaa Ulejligheden med at knappe Bukser op.
Hm, Sganarelle! Har Du paa dine slyngelagtige Kollegers Vis ikke udpønset gennem Hertugens Tjener noget om Jean Jacques Ligtorne?
— Nej, Herre! De blev vist besørgede af hans Bislaaperske, Therèse, hende, der tilsidst gav ham Gift for at kunne more sig med en Kusk. — Nej, maa jeg bede om Hr. de Voltaire.
— Ti nu stille med den Snak. Nu morer Du mig ikke mere. Som Maître Jacques i Komedien afvekslende er Kok og Kusk, er Du jo til Tider min filosoferende Abe, til Tider min pludrende Papegøje. Skift nu Kuskens Roquelaure med Kokkens hvide Kasseking eller, om Du vil, Harlekins Papegøjedragt … Rask, Sganarelle! Skift Fjæs!
