90
kunde forstaa hendes Sotysk, ydentagen Skræderfrans, der var en taavlig Rad og troede om sig selv, at han var en Kurfyrste — den Hans Wurst og Komediantspiller han var. Det var denne for løbne Bønhas, der somme Tider blev sendt til Stortyrken og købte en af hans Bislaapersker for dyre Penge til Baronen. Nu havde han en farlig stor En med sig, hun gloede som en Tæve, der render. Hvis Kristendommen var, som den skulde være, saa havde rigtignok Magisteren tvunget saadan en Dulle til at staa aabenlyst Skrifte i Vaabenhuset. Det sagde selv Degnen, naar han var rigtig modig, og det var han, naar han var fuld, og det var han for det meste.
Ak! En fordærvet Sjæl og en Horkvind var det, der opfyldte Ludvigs Sind og Tanke. Havde han dog ikke grædt ømme og blide Taarer, naar Konrektor havde talt om, at Dyden var Menneskets eneste Maal, og at den store Jean-Jacques i sit henrykte Hjerte havde udbrudt: „Indtil da havde jeg været god, nu følte jeg, at jeg var dydig!“ Fandtes ikke snarere Dyden i de beskedne Hytter end i de høje Sale, hvor det, man kalder Kultur, havde for vansket de blide Følelser, den moderlige Natur havde indplantet i sine Børns Bryst? Borgeren fra Genève samlede jo Urter og Blomster i Mark og i Skov, taler aldrig om, at han har plukket de prangende Planter i Parkerne hos Madame d’Epinay, Madame Dupin eller i Hertuginden af Luxembourgs mægtige Anlæg i Montmorency. Havde han, Lud-
