Side:Grundlovssagen.pdf/125

- 125 -

get, at EF-retsordenens eget legalitetsprincip og -kontrol, jf. Art. 4 og Art. 164, på tilstrækkelig måde sikrede, at den nye retsorden ikke selv afgjorde sin kompetence.

 

For så vidt angår den saglige afgrænsning til "nærmere bestemte" områder/kompetencer blev der, jf. Justitsministeriets redegørelse af juli 1972, lagt vægt på, at de enkelte institutioner ikke kan handle blot på grundlag af "den almindelige beskrivelse af Fællesmarkedets mål og virke, der findes i Fællesmarkedstraktatens Art. 2 og 3", men alene i medfør af "de bestemmelser i de følgende dele af traktaten, der fastsætter beføjelserne for den enkelte institution" i forhold til hvilke beføjelser, bestemmelserne i Art. 2 og 3 udgør en dobbelt begrænsning. Specifikt i relation til Traktatens Art. 235 blev der lagt vægt på, at formålet med denne bestemmelse alene var at "udfylde huller", at "Fællesskabets mål" bestemmes af, at der er tale om et økonomisk fællesskab, og at der alene kan handles indenfor "fællesmarkedets rammer", der sigter til "de områder for fællesmarkedets virke, der er opregnet i Art. 3, og som fremgår af kapiteloverskrifterne i Traktatens anden, tredje og fjerde del".

 

Der blev tillige lagt vægt på, at hovedparten af retsakterne kun kunne vedtages med enstemmighed, jf. særlig Art. 100 og Art. 235, samt på Luxembourg forliget.

 

Det forhold, at der indirekte, uanset hjemmel i Traktaten, og uanset Danmarks vetoret, gennem selve procedureformen ske en udvanding af Folketingets indflydelse, blev ikke rejst som et forfatningsretsligt problem i forhold til grundlovens § 20. Det blev i denne sammenhæng bl.a. lagt vægt på, at direktiver ikke skaber umiddelbar retsvirkning, hvorfor (ifølge Max Sørensen, se reference nedenfor) "Fællesskabets kompetence til at udstede direktiver ikke forudsætter nogen overdragelse af forfatningsretlige beføjelser".

 

Appellanterne finder, at det kan stå hen, om denne analyse i det hele var bæredygtig. Appellanternes anbringender er, at det ikke kan sluttes, at det traktatbaserede retssystem med de elementer, der allerede forelå i 1972, med sikkerhed er overensstemmende med grundloven, men derudover gør appellanterne gældende, at netop de betragtninger, der i 1972 førte til, at traktaten ansås for forenelig med grundloven, er bristet.

...

 

III.3 1986: Tiltrædelse af Traktaten om Den Europæiske Fællesakt.

 

Ved tiltrædelse af Traktaten om Den Europæiske Fællesakt udvidedes adgangen til flertalsvedtagelser, jf. Traktaten Art. 100 A, og sammenhængende hermed en traktatfæstelse af Europaparlamentets medindflydelse, jf. Traktatens Art. 149, stk., nu 189 B. Der indsættes afsnit om bl.a Forskning og Teknologisk Udvikling samt om miljø.