Side:Grundlovssagen.pdf/52

- 52 -

Reguleringen af de pågældende områder kan dog - som det også er tilfældet for reguleringen af de områder, der er særskilt omstalt i traktatens øvrige bestemmelser - kun ske i det omfang, det er i overensstemmelse med Fælleskabets formål.

Formålsbestemmelsen i den nye traktat art. 2 har som nævnt overfor fået en anden formulering end efter den gældende EØF-traktat, og der er inddraget flere områder under den nye artikel 3; men den saglige begrænsning består. Ændringerne i art. 2 og 3, sammenholdt med art. 235, medfører efter Justitsministeriets opfattelse ikke en fravigelse af EF-rettens grundlæggende legalitetsprincip. Det er fortsat tale om, at EF-organerne skal udøve deres virksomhed inden for nærmere angivne formål og emneområder. Det overlades ikke til EF selv at bestemme omfanget af sine beføjelser. Traktaten er med andre ord fortsat afgrænset positivt og ikke negativt.

Traktatændringen overlader ikke al lovgivende, dømmende eller udøvende magt. Den omstændighed, at der, også efter den nye udformning af bestemmelserne i art. 1-3, jf. art. 235, består en ikke-ubetydelig fortolkningstvivl om rækkevidden af bestemmelserne, udelukker ikke anvendelsen af grundlovens § 20. Heller ikke den omstændighed, at der sker en udvidelse af EF-samarbejdet i kvantitativ henseende, gør § 20 uanvendelig. Grundlovens § 20 indeholder som nævnt ovenfor i pkt. 1.3.2.2.2. ingen kvantitative begrænsning i de beføjelser, som kan overlades.

Overladelsen af de beføjelser, som kan udøves i medfør af art. 235, må på den baggrund efter Justitsministeriets opfattelse også i henhold til den nye formulering af art. 2 og 3 anses for at finde sted "i nærmere bestemt omfang", og vil derfor kunne ske efter proceduren i grundlovens § 20."

I Udenrigsministeriets samlede svar på spørgsmål 64, 65 og 66 stillet af Folketingets Markedsudvalg til brug for behandlingen af lovforslaget hedder det bl.a., jf. Folketingstidende 1991-92, tillæg B, sp. 1563ff:

"1. Den juridiske karakter af de her forskellige samarbejdsrelationer i den eksisterende Romtraktat kan sammenfattes på følgende måde:

1) et traktatgrundlag, som alene giver mulighed for at drøfte visse spørgsmål, men ikke for at vedtage bindende retsakter,

2) et traktatgrundlag, som gør det muligt at vedtage retsakter, der er bindende for medlemsstater, men ikke for borgere,

3) et traktatgrundlag, som gør det muligt at vedtage retsakter, der er bindende både for medlemsstater og for borgere.