151
Blinket af Rubinen paa Elfenbenshaanden virker med magisk Kraft.
Der indtræder pludselig fuldkommen Stilhed.
— I Langensteiner Borgere! I have Alle hørt hvilket anklagende Smædeord denne feige Bagvadsker, hvis onde Samvittighed slog ham for Eders Øine, har udslynget mod Eders naadige Frue paa Borgen. Jeg tvivler ikke om at naar Nogen deroppe har ligget i svar Vaade og Dødsensve —
— Hendes Husbond.
Det er en enkelt Røst ud af Hobens bageste Rækker.
Den vækker Bevægelse rundt om men synes ikke at overraske, end sige forvirre Biskoppen.
— Hvo den Syge end monne være, saa tvivler jeg ingenlunde om at den ædle Fru von Laufen har lindret hans Smerter med Draaber af det kostelige østerlandske Lægemiddel, om hvilket det er mig fuldt bekjendt at det siden det sidste Korstog, i hvilket Borgfruens Farfader deltog som en hellig Stridsmand, har været i Familiens Eie. Saameget om denne lumpne og latterlige Bagvaskelse, som er strafbar og som vil blive straffet.
Han siger de sidste Ord med hævet Røst og med et Blik, der sender en Gysnings-Bølge gjennem Mængden.
— Sandsynligvis vil det vise sig, at det ikke har mere paa sig med Beskyldningen for Kjætteri. I alt Fald er det en Sag, som Grovsmede og Pølsemagere ingen Mening har om. I faa overlade den til Eders Biskop. Jeg er kommen hid til Borg Langenstein for at undersøge den — og denne Undersøgelse er allerede i Gang.
Denne Forkyndelse vækker en Del Bevægelse, og Ottomar mærker med Tilfredshed, at Virkningen er af beroligende, endogsaa tildels tillidvækkende Natur. Han har atter Mængden i sin Haand og er ene om det. Smeden
