179
Betegnelsen "den store Gudsven"? Hendes Navn var jo blevet sat i Forbindelse med denne Ærkekjætter, om hvis Lære man intet sikkert vidste, og det forekommer ham nu ikke usandsynligt, at Rygtet kan have Ret. Allerede under Samtalen i Bibliotheket havde en saadan Mistanke rørt sig hos ham. Havde det ikke maaske været et rigtigt Instinkt, der havde faaet ham til at udsætte en Pris for denne Ubekjendtes Paagribelse, just da han beredte sig til sin Langensteiner Reise?
Og hvorledes havde den Fremmede, hvo det nu end var, faaet saadan Magt over hende? Derved at han selv, Bisp Ottomar, var langt borte. Dog nu var han her, paa Borg Langenstein. Nu var det Tid at tage Kampen op, at vinde hende tilbage og sætte sin Aandsmagt i den Fremmedes Sted. Og Renata elskede ham jo. Hvilke farlige Følelsesspirer der end kunde være saaet i hendes Sjælegrund af hin ubekjendte Personlighed, der allerede i saa betænkelig Grad beherskede hendes Aand — endnu elskede hun ham, Ungdomselskeren og — Biskoppen! …
Han sidder med Armene støttet paa Bordet og Ansigtet skjult i Hænderne.
Da han ser op, er det som om han fik et Stød.
Hans Øie vilde søge Renata ved Bedepulten, hvor han har et vagt Indtryk af at have set hende synke ned. Og nu staar hun dèr lige foran ham ved det smalle Bord, som hendes Hænder hvile paa.
Mellem de to Voxkjerter staar hun dér som et Alterbilled.
Der er et i Dominikanerkirken, der forestiller den hellige Maria Ägyptica, hvis Haar mirakuløst vælder ned og skjuler hende for de hedenske Bødler. En christelig Martyrerske! Men der er et andet Billed, et, der ikke er mildnet ved Legendepoesi og Malerkunst men er brændt ind
