212
Eder nu. Og hvilken Velsignelse har dette Møde med Eder ikke været for Bisp Ottomar!
— Ja, ogsaa han har udøst sit Hjerte for mig idag. Han var dybere nedsænket i Fortvivlelse, han drages ned i det skjæbnesvangre Dyb af en frygteligere Hvirvelstrøm, end saa klar en Sjæl som Eders kan lære at kjende. Ja, jeg tænker, jeg har været til væsentlig Hjelp for ham.
— Hvorledes fandt I ham, efter at han havde haft saadan en lang god Søvn?
— Bedre end jeg havde ventet, skjøndt der er nogen Feber. Han trænger til mere Hvile, som Natten vil bringe, naar vi give ham en let Sovedrik. Der er imidlertid et Par Ting, der ligge ham stærkt paa Sinde og volde ham stadig Uro.
— Og hvad er det?
— Den ene, og, som det synes mig, den mindst vigtige er et Brev, hvis Affattelse lader til at være blevet afbrudt ved den forrige Nats Hændelser. Det er til den hertugelige Kansler i München og skulde sendes til Regensborg for dér at naa hans Famulus, som selv skal overbringe det. Saameget har jeg forstaaet, men hvorfor Liv og Død skulde afhænge deraf eller vor Alles Sikkerhed — deri kan jeg kun se en temmelig vidtgaaende Febervildelse, saa meget mere som det Hele, hvis jeg da forstod ham ret, dreiede sig om Dominikanerkirkens Indvielse. Han var imidlertid saa ængstet og hidset af denne Forestilling, at han bestandig forlangte Pen og Papir for at skrive og kun med Møie lykkedes det mig at berolige ham nogenledes, idet jeg lovede at skrive for ham, naar han befandt sig stærk nok til at diktere Brevet, dog under ingen Omstændigheder før end imorgen. Dermed slog han sig da endelig til Taals, da han idelig og idelig paany
