225
der baade dér og i de tilstødende Smøger og Gyder det samme opskræmmede Liv. Folk holdt Æddikesvampe for Munden eller havde hele den underste Del af Ansigtet tilbundet; men selv Frygt for Smitten kunde ikke holde dem fra at stimle sammen og lade Munden løbe, hvor besværlig det end var i denne Tilstand.
Det var aabenbart at Soten snarest var i Tiltagende, men der syntes desuden at maatte være hændtes noget Særligt.
I Elisabethinerhuset traf han Broder Martin og fik alle Nyheder ved en Kande Vin, som han selv kun gjorde daarlig Besked.
Franciskanermunken var med sine Ledsagere ankommen til Langenstein ved Morgengry, som Vincentius var redet bort den foregaaende Eftermiddag, og havde strax af Værten i det forgyldte Oxehoved faaet overantvortet den fromme og skarpsindige Skrivelse, som Famulus dér havde efterladt til ham. Hvorpaa han ufortøvet havde haft en Samtale med den fortræffelige Vært og med et Par kloge og gudsfrygtige Mænd af Borgerskabet. Han havde da klarlig set, hvorlunde det forholdt sig med denne Sot, og at der her kun var lidet at udrette med Urter og Salte og Mineraller eller andre Medikamenter af jordisk Art, da det saa aabenbart var Himlens Vrede som ramte Byen, fordi Kjætterskens Borg uforstyrret thronede deroppe ja endogsaa rustede sig og var ved at opkaste nye Befæstninger. Dette havde disse brave Borgere allerede paa egen Haand indset, hvormeget mer da han, Franciskanermunken! Men han saae nu ogsaa strax Remediet, der laa lige ved Haanden. Thi ligervis som man siger at hvor Gud haver opreist en Kirke, dér haver Djævelen bygget en Kro — (ikke at Broder Martin absolut vilde
