18
gjennem Køllert og Harnisk med, hvis han kom som en Landsknægt eller en drabelig Riddersmand: — vist er det, at jeg gladelig vilde give den Smule jeg kalder mit, og som jeg skylder min salig Herres og naadig Fruens Gunst og Gavmildhed, hvis jeg kunde gaa lige hen og fæste Øie paa ham nu, og skulde jeg saa føre ham herhjem ad Snigstier i Mulm og Mørke. Havde vi ham først her, saa tænker jeg at vi skulde skjule ham, mens de slæbe alle hvidskjæggede Landstrygere til Bispegaarden, indtil de blev kjed af den Leg.
— Du har Ret, Konrad. Vi vil tale ogsaa om det underveis, hvad vi bedst kan foretage for at faa ham bragt sikkert hid. Og er han først her og kom de med Spær og Blider for at faa ham overantvortet, ikke uden over vore Lig skulde de naa frem til ham.
Rank og stolt staar hun der, et Par Tommer høiere end ellers. Gertrud skotter halvt sky halvt beundrende til sin Frænke. Hushovmesteren nikker med et barsk, trolidende Smil: "Lad dem blot komme! Saaledes tænke vi alle her."
— Og heller ikke saaledes skulde de faa ham levende i deres blodige Hænder for at slæbe ham til deres Baal og gjøre et Skuespil af hans Død … Ogsaa det er der sørget for.
Ved disse Ord dukker hendes Blik ned i det aabne Ibenholtskrin, og uvilkaarlig griber hendes Haand om den gyldenglindsende Silke, der tilhyller den saraceniske Flaske, hvis kjølige Glas hun føler gjennem Folderne, idet hun stiller den endnu omhyggeligere støttet af bløde Pakker ind i Hjørnet, før hun lukker Laaget til, laaser det af med en lille Staalnøgle, som hun bærer i en Snor
