44
ubesvaret. Og sandelig, det var heller ikke for Søvnens Skyld at jeg valgte det gamle Taarnkammer.
Hans Haand stryger hen over Brynet, og han ser en Tid lang tavs hen for sig, først ned ad, saa over paa sin Værtinde, der bøier sig over sit huslige Arbeide, saa at Hovedlinet lader Lidet mer end Næsespids, Læber og Hagerunding være synlige.
— Jeg sagde Eder igaar Aftes, at jeg havde lovet mig selv, før jeg gik til Ro at kaste et Blik over til Kalvariebjerget. Det Løfte til mig selv og til gamle Minder har jeg trolig holdt, saa jeg sad et Par Timers Tid saavel ved det aabne Vindue i den stille, lune Natteluft og kunde ikke vende mine Øine bort fra Passionsveien, som var grant synlig i det fulde Maaneskin, hvor den snoede sig op ad Høisiden og ligesom punkteredes af de mange hvide Smaakapeller. Mig var det, som om hele Livsveiens Milepæle alle vare samlede hist til Overskuelse for mig. Og visselig er der et af de hvide Punkter, det jeg helt vel kunde skjelne, som for mig har været en Milepæl, og det en saadan, hvor Veiene delte sig med Opgang og Nedgang.
— Eders Vei, Høiærværdigste, har allerede ført Eder vidt og høit op, og sikkert vil den føre Eder endnu langt høiere. Som I sad der og skuede over til vor gamle Passionsvei, maa det have været Eder en trøstelig Tanke, at I saa vist ikke har at angre paa hvad Vei og Himmelretning I valgte ved hin Milepæl.
De røde Læber, som lige ere synlige under Hovedlinets bugtede Rand, sige disse Ord sagte, næsten hviskende, og en let Sitren glider hen over dens bevægelige Bølgelinier.
— Lad os ikke sige det for vist, paa det at vi ikke maa blive gjort til Skamme og komme til Ydmygelse! Hvad der baader en stakkels vildfarende Menneskesjæl bedst,
