51
har haft det i sine Tanker, da han skikkede mig til Borg Langenstein, hvor han vel maa have vidst, at et saadant Speil var at finde.
Havde Renata set op fra sit Arbeide, vilde hun have lindredes, om i hine Ungdomsdage nogensinde et kjærligere Blik har hvilet paa hende end nu — et, der mere end dette fandt sig selv overfor det skjønneste Billed for sin ridderlige Madonna-Andagt.
— Med dette Billed i mit Hjerte havde jeg nu ganske vist ihvor jeg gik og stod en Talisman mod saadanne Dæmoner som de, der vare begyndt at lægge min Sjæl øde. Og da det endogsaa smilede mindelig til mig i Elskov, da tyktes jeg mig at være i Paradis og ved et uoverstigeligt Svælg skilt fra alle Helvedes Rædsler. Men da denne Saligheds Rus havde tilsat noget af sin bedøvende Sødme og nu skulde vorde som en daglig Sjælens Styrkedrik, ak, da rørte sig atter hint Eumenide-Kuld i Sindets dybeste Hule, hvor det kun havde ladet sig dysse i Dvale, og Rædselsskyggen steg op og krøb over mig. Da vilde jeg vel søge Tilflugt hos den Lysets Skikkelse, som Himlen havde sendt mig; men se, jeg kunde ikke naa den. Den veg tilbage, som jeg udstrakte min Haand efter den. For talte jeg til Eder om Arvesynden og Guds hellige Vrede, om Skjærsild og Helvede, om Timelighedens Flugt og den frygtelige Evighed, saa havde I kun lidet Gehør for saadanne Ord.
— Jeg var en letsindig Skabning, desværre … det er kun altfor sandt.
— Ikke det just … lad os ikke sige det, ikke letsindig, om end Eders Sind, veiet mod mit, visselig var let, som det er Ungdomsblodet naturligt. Helst sad I høit i Sadlen paa eders gode Abildgraa, der fløi saa stoltelig med jer
