63
lykkedes hans uendelig forslagne Mummespil at frigjøre hende for ham selv. Det var en bitter Trøst; men det var hvad han havde villet, og han havde været tapper nok til at tage imod den med Taknemlighed, ja til at nyde den som en Triumf.
Kun den Tanke havde den Gang baade lokket og foruroliget ham: var der maaske Noget af forklædt Kjærlighed til ham selv skjult deri: Trods, der vilde vise ham, at hun ikke lod sig kue, at hun ikke trængte til ham? Nei, intet af dette havde været deri, det følte han nu. Men en ny Anelse traadte i Stedet. Var det muligt, at Kjærlighed til ham selv dog havde virket med ved denne Ægtepagt med en Anden? — ikke forklædt i Trods, men tvertimod hyllet i Lydighed, saa at hun havde handlet saaledes, som han havde villet at hun skulde handle? Hun havde ikke villet fordærve Legen for ham, sagde hun, havde "spillet ham i Hænde". Og naar hendes Ægteskab nu havde været det sidste store Kort, hvormed hun afgjorde Spillet til hans Fordel!
Denne Forestilling, at Renata havde ægtet en Anden af Kjærlighed til ham selv — ikke, som han før havde antaget, til Dels paa Trods, hvilket var dagligdags, forslidt, smaa pigebørnsagtige Sjæles traditionsmæssige Tilflugt! — nei, i kjærlig Forstaaelse af hans Vilje og med det elskende Ønske at frigjøre ham for al Selvbebreidelse, selv læggende den sidste Haand paa hans sindrige Blændværksbygning, — ja, altsaa virkelig, ikke blot saadan "saa at sige" ægtet en Anden af Kjærlighed til ham selv: — denne Forestilling var i sin forvovne Absurditet saa tillokkende for hans subtile og forgrublede Tankegang, at den i al sin forbløffende Nyhed dog strax havde et fortroligt Aasyn. Den tiltalte ham umiddelbart med sit
