74
Haab gik i Opfyldelse, at den hellige Tiara atter kom til at krone et tydsk Hoved.
Hvis han har villet smigre sin Herres Forfængelighed, synes han at have forregnet sig. Under rynkede Bryn lyner et harmfuldt Blik hans eget Smil imøde, og en barsk Røst sætter ham i Rette.
— Mener I at slige verdslige Bevæggrunde, at Ærgjerrighed og Magtbrynde drive mig frem, naar jeg endelig beslutter mig til at skride energisk ind mod en farlig Hæretiker? at jeg med Kjætterblod vil farve mit eget Purpur —?
— Gud forbyde, Høiærværdigste! I misforstaar mine Ord, der maaske vare ilde valgte. Verdslig Ærgjerrighed! Ingen veed dog bedre end Eders ydmyge Tjener, at om I attraaede Kirkens høieste Magt, saa var det kun for med den at raade Bod for de Onder, over hvilke I saa rettelig klagede; at gjøre Ende paa det forsmædelige Babyloniske Fangenskab, ene den Søndersplittede, rense den Fordærvede og som en anden Hildebrand føre en ny Ære op over Kirken.
— Godt, godt; lad det være nok med denne usømmelige Tale, hvor velment den end monne være. Forøvrig kan I være forvisset om, at jeg Intet vil lade upaaagtet, der kunde føre til den store Gudsvens Paagribelse. Thi det er vitterligt, at han staar i Forbindelse med den frie Aands Brødre, saa at den Gud, hvis Ven han er, det er den gamle Fan, og den hemmelige Lære en Forherligelse, ja Forgudelse af Kjødets Lyster og Laster, hvorfor jeg har svoret, at vover han sig ind paa mit Omraade, skal det blive hans sidste Gang … Er der mer, Vincentius?
— Kun, at hvis Eders Høiærværdighed ikke just har Brug for mig, vilde jeg bede om Tilladelse til at gaa
