94
Frederik Christian Sibbern.
sig fra den øvrige Verdensmasse, maa vi søge den første Spire til det aandelige Liv paa Jorden i det Hele og derfor ogsaa til de højeste Former, hvorunder det aandelige Liv historisk er fremtraadt. Den historiske Kristus er fremgaaet af Menneskehedens Midte som en Mand, i hvem Livsvældet rørte sig paa en særegen Maade, saa han kunde blive en aandelig Fører for Aartusinder. Kun naar han opfattes paa rent menneskelig Maade, har hans Kamp og Lidelse, hans Stræben og Virken sand og naturlig Betydning. Man skulde ikke have forvansket denne ved at grunde den paa noget Andet end hans Virksomheds egen indre Magt og Kraft. — Dertil slutter sig den Overbevisning, at det religiøse Liv væsentligt bestaar i et indre Forhold til Tilværelsens Grundkilde, en Følelse af inderlig Enhed med og Tilslutning til denne »indre Giver«. Man mener ofte, at det er en usikker Grund at bygge paa, og at man maa have et objektivt Grundlag i en dogmatisk Bekendelse og en i det Ydre fremtrædende og organiseret Kirke, naar det religiøse Liv ikke skal tabe sig i blot subjektive og vilkaarlige Indskydelser og Illusioner. Men hertil maa svares, at alt Aandeligt, som skal komme til Herredømme i Verden, netop gaar Subjektivitetens Vej, rører sig med indefra kommende, gribende og besjælende Magt hos de enkelte Personligheder. Det egentlige Objektive er her netop den indre besjælende Magt, som rører sig i de enkelte Individer. Den historiske Udvikling og de historiske Former tabe derved ikke deres Betydning, ti der maa ydre Paavirkning og Hjælp til for at det Indre kan blive sat i Bevægelse. Derimod er det en Illusion, som Kirken og Teologien have hildet sig i, at Noget skulde blive objektivt, det vil sige i og for sig gyldigt, fordi det anerkendes af store Kredse og lægges til Grund for Institutioner i den ydre Verden. Den indre Magt, som fører det aandelige Liv fremad, rørte sig nok saa kraftigt i Rationalismen og Pietismen som i den ortodokse Kirke. »Brød ikke Rationalismen vældigen frem, og tør Nogen sige, at ikke Humanitet, Menneskeomsorg, Omsorgen for at bespise de Hungrige og læske de Tørstige lige saa vel og lige saa varmt har fundet Sted paa denne Side som paa hin?« — Man ser her, hvorledes Sibbern er
