VII
Pessimisme,« skrev han til mig (26. Juli 1890), »skal betyde en praktisk Retning, saa hylder jeg den ikke; tvertimod er jeg tilbøjelig til at betragte alle Arter af Reform med Forhaabninger.« Og denne Betænkelighed ved Titelen har han udtrykt nyligt igen, da han hørte, at Afhandlingen skulde optrykkes. Hans Hensigt med Bogen var en rent sociologisk Undersøgelse og desuden en Paralleliseren af de hinanden afløsende sociale Former med psykologiske Forhold. Skønt denne Undersøgelse i Virkeligheden fører til en skarp Kritik af de nu bestaaende Samfundsformer, saa ser han dog med Haab og Tillid en ny Kultur i Møde og mener, at Arbejdet paa den er i fuld Gang. I hvert Tilfælde er hans Blik paa Forholdene blevet lysere siden Bogens Udgivelse. «Jeg indrømmer Dem gerne,« skriver han (14. Maj 1899), »at jeg, da Bogen blev skreven, saa Fremtiden i et mørkere Lys, hvad, en mulig Genfødelse angaar, og at der findes Spor deraf i Bogen; men praktisk stod jeg allerede den Gang Socialdemokratiets Standpunkt meget nær.« — Jeg maa, altsaa bede Læseren tage Ordet »Pessimisme« som Karakteristik af Tönnies' Anskuelse med alt muligt Forbehold. Det var nu egentligt ikke heller saa meget min Mening at ville udtrykke, at Tönnies saa Fremtiden i et mørkt Lys, som at han saa Fortidens Udvikling — saaledes som den er gaaet for sig siden Middelalderens Slutning — i et mørkt Lys. Naturligvis hænge begge Dele temmeligt nøje sammen. Det er vanskeligt at forstaa, hvorledes der kan være lyst for Taaen, naar der er aldeles mørkt for Hælen. Der er her en Vanskelighed, som Tönnies' Opfattelse deler med Marxismen, hvilken Anskuelse han i det Hele staar nær. Jeg maa tilføje, at det kun er mod Titelen paa Afhandlingen, min ærede Ven
