122
Alexander Hamilton.
som stedse paany flammede op og gjorde det muligt at ende Krigen paa en saa heldig Maade, var forbi. Man vendte sig nu hver til sin Gerning, og sansen for de store og fælles Anliggender tabte sig. Man var jo paa den engelske Tid vant til ikke at have med Noget at gøre, som laa udenfor Koloniens Grænser. Der gjorde sig saa ofte en kortsynet Egenkærlighed gældende, som vægrede sig ved at opgive Noget af Enkeltstatens suverænitet til Bedste for Unionen. Dog rørte der sig tillige hos Mange, til Dels blandt de mest fremragende Mænd, en principiel Overbevisning, som frygtede for, at Oprettelsen af en fast Centralmagt skulde kue Livet i de mindre Kredse og tilsidst endog kue det frie, selvstændige Liv hos de enkelte Personligheder. Saaledes betragtede General George Clinton, hvem New-York ni Aar i Træk valgte til sin Guvernør, de enkelte Staters Suverænitet som nødvendig Betingelse for Folkets Frihed, og ansaa dem, der virkede for en stærk Unionsregering, for »Despotiets Talsmænd«. En anden anset amerikansk Statsmand, Thomas Jefferson, som dog billigede den senere Unionsforfatnings Vedtagelse, skriver i sin selvbiografi: »Det er ikke ved Konsolidering eller Koncentration af Magten, men ved dens Fordeling, at god Regering bevirkes. Var dette store Land ikke allerede delt i stater, maatte en saadan Deling foretages, for at hver Stat for sig kunde besørge hvad der direkte vedkommer den, og hvad den kan gøre langt bedre end en fjern Myndighed. Enhver stat er igen delt i Grevskaber, af hvilke ethvert skal sørge for hvad der ligger indenfor dets Grænser; ethvert Grevskab atter i Kredse eller Distrikter til Varetagelsen af mindre Enkeltheder, og ethvert Distrikt i Gaarde, der hver styres af sin individuelle Besidder. Naar vi fra Washington [Byen W.] skulde have Ordrer om, naar vi skulle saa og heste, vilde vi snart mangle Brød. Kun ved denne fra det Almindelige til det Specielle gradevis nedad stigende Deling af Arbejdet kunne de menneskelige Anliggender be,serges til Alles Held og Lykke«[1]. Jefferson var saa ivrig Demokrat, at han efter eget sigende ikke var Ven af nogen
- ↑ Th. Jeffersons Works. I. p. 82.
