104
Iisjomfruen.
Tanken, der raader, der spænder Havet under Aag, flytter Bjerge, fylder Dale; Mennesketanken, der er Naturkræfternes Herre. I samme Stund just kom hen over Sneemarken, hvor Iisjomfruen sad, et Selskab af Reisende; de havde bundet sig med Touge fast til hverandre, for at være som eet større Legeme paa den glatte Iisflade, ved de dybe Afgrunde.
„Kryb!” sagde hun. „I være Naturmagtens Herrer!" og hun vendte sig fra dem og saae spottende ned i den dybe Dal, hvor Jernbanetoget brusede forbi.
„Der sidde de, disse Tanker! de sidde i Kræfternes Vold! jeg seer dem hver! — Een sidder stolt som en Konge, alene! der sidde de i Klump! der sover Halvdelen! og naar Dampdragen holder stille, stige de ud, gaae deres Gang. Tankerne gaae ud i Verden!” Og hun loe.
„Der rullede igjen en Lavine!” sagde de dernede i Dalen.
„Os naaer den ikke!” sagde To paa Dampdragens Ryg, „to Sjæle og een Tanke” som det hedder. Det var Rudy og Babette; ogsaa Mølleren var med.
„Som Bagage!” sagde han. „Jeg er med som det Nødvendige!”
„Der sidde de To!” sagde Iisjomfruen. „Mangen Gemse har jeg knust, Millioner Alperoser har jeg knækket og brækket, ikke Roden blev! jeg sletter dem ud! Tankerne! Aandskræfterne!” Og hun loe.
„Nu rullede igjen en Lavine!” sagde de nede i Dalen.
