124
Iisjomfruen.
„En Aftenstund som denne er dog et heelt Liv! hvor tidt fornam jeg min Lykke, som jeg fornemmer den nu, og tænkte, om nu Alting endte, hvor lykkeligt har jeg dog levet! hvor velsignet er denne Verden! og Dagen endte, men en ny begyndte igjen, og jeg syntes, at den var endnu smukkere! Vorherre er dog uendelig god, Babette!”
„Jeg er saa lykkelig!” sagde hun.
„Mere har Jorden ikke at give mig!” udbrød Rudy.
Og Aftenklokkerne klang fra Savoyens Bjerge, fra Schweizes Bjerge; i Guldglands løftede sig mod Vest det sortblaa Jura.
„Gud give Dig det Herligste og Bedste!” udbrød Babette.
„Det vil han!” sagde Rudy. „Imorgen har jeg det! imorgen er Du ganske min! min egen lille, yndige Kone!”
„Baaden!” raabte Babette i det Samme.
Baaden, der skulde føre dem tilbage, var gaaet løs og drev fra Øen.
„Jeg henter den!” sagde Rudy, kastede sin Kjole, rev sine Støvler af, sprang i Søen og tog raske Tag henimod Baaden.
Koldt og dybt var det klare, blaagrønne Iisvand fra Bjergets Gletscher. Rudy saae ned deri, kun et eneste Blik og det var som saae han en Guldring trille, blinke og spille, — sin tabte Brudering tænkte han paa, og Ringen blev større, videde sig ud i en funklende Kreds og i denne lyste den klare Gletscher; uendelige dybe Kløfter gabede rundt om,
