146
Psychen.
Tegning mangt et Blad, Campagnens Døttre i vexlende, kraftig Deilighed saa liig, og dog vare de selv langt skjønnere. Den sexarmede Lampestage lod alle sine Væger brænde og lyse; og indenfra brændte og lyste frem Menneskeskikkelsen som Guddom.
„Apollo! Jupiter! ind i Eders Himmel og Herlighed løftes jeg! det er som Livsens Blomst i dette Minut sprang ud i mit Hjerte.”
Ja, den sprang ud — knækkede, faldt, og en bedøvende, hæslig Dunst hvirvlede ud, blendede Synet, bedøvede Tankerne, Sandsernes Fyrværkeri slukkedes, og det blev mørkt.
Han naaede sit Hjem, satte sig paa sin Seng, samlede sig. „Fy!” klang det fra hans egen Mund, fra hans Hjertegrund. „Elendige! bort! ned —!” Og han drog et Suk saa smertefuldt.
„Bort! ned!” disse hendes Ord, den levende Psyches Ord, løde i hans Bryst, løde fra hans Læber. Han heldede sit Hoved til Puderne, uklar blev Tanken, og han sov.
I Dagningen foer han op, samlede sig paany. Hvad var det? Havde han drømt det Hele? drømt hendes Ord, Besøget i Osteriet, Aftenen med Campagnens purpurrøde Nelliker? — Nei, Alt var Virkeligheden, den han ikke før havde kjendt.
I den purpurfarvede Luft skinnede den klare Stjerne, dens Straale faldt paa ham og Marmor-Psychen, han selv sittrede ved at betragte Uforkrænkelighedens Billede, ureent var hans Blik, syntes han. Klædet kastede han hen
