170
Lygtemændene ere i Byen, sagde Mosekonen.
den slog med Vingerne, fløi et lille Stykke og satte sig igjen tæt ved Gravstenen for ligesom at vise, hvad der groede. Der groede en Fiirkløver, der groede hele syv ved Siden af hinanden. Kommer Lykken, kommer den fuldt op! han plukkede Kløverne og puttede dem i Lommen. Lykken er ligesaa god som rede Penge, men et nyt, deiligt Eventyr var dog endnu bedre, tænkte Manden, men det fandt han ikke der.
Solen gik ned, rød og stor; Engen dampede, Mosekonen bryggede.
Det var ud paa Aftenen; han stod alene i sin Stue,
saae ud over Haven, over Eng, Mose og Strand; Maanen
skinnede klar, der laae en Damp hen over Engen, som var
den en stor Sø, og det havde her engang ogsaa været, der
gik Sagn herom, og i Maaneskinnet viste sig Syn for
Sagn. Da tænkte Manden paa, hvad han inde i Byen
havde læst, at Vilhelm Tell og Holger Danske ikke
havde været til, men i Folketroen blive de dog, som Søen
herude, levende Syn for Sagn. Jo, Holger Danske
kommer igjen!
Idet han saaledes stod og tænkte, slog Noget ganske stærkt paa Vinduet. Var det en Fugl? En Flaggermuus eller en ugle? Ja, dem lukker man ikke ind, om de banke paa. Vinduet sprang op af sig selv, en gammel Kone saae ind paa Manden.
„Hvad behager!” sagde han. „Hvem er Hun? Lige ind i første Etage seer Hun. Staaer Hun paa Stige?”
