173
Lygtemændene ere i Byen, sagde Mosekonen.
Klokken slog tolv paa Taarnuhret, og før den slog Qvarteerslag var Manden ude i Gaarden, ude af Haven og stod i Engen. Taagen havde lagt sig, Mosekonen holdt op at brygge.
„Det varede længe før De kom!” sagde Mosekonen. „Troldtøi kommer hurtigere frem, end Mennesker, og jeg er glad ved at jeg er født Troldtøi.”
„Hvad har De nu at sige mig?” spurgte Manden. „Er det et Ord om Eventyret?”
„Kan De da aldrig komme videre, end at spørge om det?” sagde Konen.
„Er det da om Fremtids-Poesien, De kan tale?” spurgte Manden.
„Bliv bare ikke høitravende!” sagde Konen, „saa skal jeg nok svare. De tænker kun paa Digteriet, spørger om Eventyret, ligesom om hun var Madamen for det Hele! hun er nok bare den Ældste, men hun gaaer altid for den Yngste. Jeg kjender hende nok! jeg har ogsaa været ung, og det er ingen Børnesygdom. Jeg har engang været en ganske net Elverpige og dandset med de Andre i Maaneskinnet, hørt paa Nattergalen, gaaet i Skoven og mødt Eventyrfrøkenen, der altid var ude at føite. Snart tog hun Natteleie i en halv udsprungen Tulipan eller i en Engblomme; snart smuttede hun ind i Kirken og svøbte sig i Sørgefloret, der hang fra Alterlysene!”
„De veed deilig Besked!” sagde Manden.
„Jeg skulde da sagtens vide ligesaa Meget, som De
