175
Lygtemændene ere i Byen, sagde Mosekonen.
trunte, det var Oldemo'ers Skab. Det stod aabent for Mosekonen og for Enhver i alle Lande og i alle Tider, sagde hun, naar de kun vidste, hvor Skabet stod. Det var til at aabne for og bag, paa alle Sider og Kanter, et heelt Konststykke, og saae dog kun ud som en gammel Elletrunte. Alle Landets Poeter, især vort eget Lands, vare her lavede efter; Geisten af dem var speculeret ud, recenseret, renoveret, concentreret og sat paa Flaske. Med stort Instinkt, som det kaldes, naar man ikke vil sige Geni, havde Oldemo'er taget Det i Naturen, der ligesom smagte af den eller den Poet, sat lidt Djævelskab til, og saa havde hun hans Poesi paa Flaske for hele Fremtiden.
„Lad mig see engang!” sagde Manden.
„Ja, men der er vigtigere Ting at høre!” sagde Mosekonen.
„Men nu ere vi ved Skabet!” sagde Manden og saae derind. „Her er Flasker af alle Størrelser. Hvad er der i den? Og hvad i den?”
