180
Lygtemændene ere i Byen, sagde Mosekonen.
opgiver sig selv, saa er han ogsaa væk, kan ikke længer brænde klart, gaaer snart ud og kan ikke tændes igjen; og er Aaret endt, og han da endnu ikke har ført trehundrede og femogtresindstyve Mennesker bort fra Sandheden og hvad godt og deiligt er, saa er han dømt til at ligge i raaddent Træ og skinne uden at kunne røre sig, og det er den frygteligste Straf for en livlig Lygtemand. Alt Dette vidste jeg og alt Dette sagde jeg de tolv smaa Lygtemænd, jeg sad med paa Skjødet, og de vare som ellevilde af Glæde. Jeg sagde dem, at det var det Sikkreste og Mageligste at opgive Æren og ikke at bestille Noget; det vilde de unge Blus ikke, de saae sig allerede gloende brandguul med Luen ud af Halsen. „Bliv hos os!” sagde nogle af de Gamle. „Driv Spil med Menneskene!” sagde de Andre. „Menneskene tørre vore Enge ud, de draine! hvad skal der blive af vore Efterkommere!”
„Vi ville flamme mig flamme!” sagde de nyfødte Lygtemænd, og saa var det afgjort.
Her blev strax Minutbal, kortere kunde det ikke være! Elverpigerne svang sig tre Gange rundt med alle de Andre, for ikke at synes storagtige; de dandse ellers helst med sig selv. Saa blev der givet Faddergave: „kastet Smut”, som det hedder. Foræringer fløi, som Kiselstene, hen over Mosevandet. Hver af Elverpigerne gav en Flig af deres Slør: „Tag den!” sagde de, „saa kan Du strax den høiere Dands, de vanskeligste Sving og Vendinger, naar det kniber; Du faaer den rette Holdning og kan vise
