199
Bispen paa Børglum og hans Frænde.
med Velkomst til Rytter og Svend, der med paveligt Brev vende hjem fra Rom, Bandbrev over Enken, der turde krænke den fromme Bisp. „Forbandelse være over hende og Alt, hvad hendes er! Udstødt være hun af Kirke og Menighed! Ingen yde hende hjelpsom Haand; Frænder og Venner skye hende som Pest og Spedalskhed!”
„Det skal knækkes, som ikke vil bøies!” siger Bispen paa Børglum.
De slippe hende Allesammen; men hun slipper ikke sin Gud, han er hende Værn og Værge.
Et eneste Tyende, en gammel Pige, bliver hende tro; med hende gaaer hun bag Ploven, og Kornet groer, skjøndt Jorden er forbandet af Pave og Bisp.
„Du Helvedes Barn! Jeg skal dog faae min Villie!” siger Børglums Bisp, „nu rører jeg Dig med Pavens Haand, til Stævning og Dom!”
Da spænder hun for Vognen de to sidste Oxer, hun eier, sætter sig op med sin Pige og kjører hen over Heden, ud af det danske Land; hun kommer som Fremmed til fremmed Folk, hvor fremmed Tungemaal tales, fremmed Skik bliver øvet; langt bort, hvor de grønne Høie løfte sig til Bjerge og Vinen groer. Der komme reisende Kjøbmænd, de speide angest fra deres varebelæssede Vogne, frygte for Overfald af Røverriddernes Svende. De to fattige Kvinder paa det uselige Kjøretøi, trukket af to sorte Øxer, kjøre trygt i den usikkre Huulvei og i de tætte Skove. Det er i Franken. Her møder hun en stadselig Ridder, ham følge tolv strids-
