203
Bispen paa Børglum og hans Frænde.
Oluf Hase selv og to af hans Smaadrenge naae den anden Bred; endnu have de fire Miil at ride.
Det er Midnat forbi, det er Julenat. Vinden har lagt sig; Kirken er oplyst; det straalende Skjær skinner gjennem Ruderne ud over Eng og Hede. Ottesangen er endt forlængst; i Guds Huus er det stille, man kan høre Voxet dryppe fra Lyset paa Gulvets Steen. Nu kommer Oluf Hase.
I Vaabenhuset byder Jens Glob ham „God Dag! nu har jeg forligt mig med Bispen!”
„Det har Du gjort!” siger Oluf, „da skal hverken Du eller Bispen komme med Livet fra Kirken!”
Og Sværdet farer af Skeden, og Oluf Hase slaaer til, saa Planken splintres i Kirkens Dør, den, Jens Glob slaaer i mellem ham og sig.
„Hold inde, kjære Svoger, see først paa Forliget! Jeg har slaget Bispen og alle hans Mænd. De sige ikke et Muk mere i den hele Sag, og jeg ikke heller om al den Uret, der er skeet min Moder.”
Tanderne i Lysene paa Alteret skinne saa røde, men rødere skinner det fra Gulvet; der ligger i Blod Bispen med kløvet Pande, og dræbte ligge alle hans Svende; der er lydløst og stille i den hellige Julenat.
Men tredie Juledags Aften ringe i Børglum Kloster Klokkerne til Liig; den dræbte Bisp og de slagne Svende blive stillede til Skue under en sort Baldachin med floromsvøbte Candelabrer. I Sølvmors Kaabe, med Krumstav i den magtløse Haand, ligger den Døde, den engang mægtige
