210
I Børnestuen.
„Pas nu paa Vesten, lille Anna!” sagde Gudfader. „Nu taler Vesten. Den har ombøiet Krave, er meget beskeden, men kjender sit eget Værd og har Ret til at sige, hvad den siger:
„Pletfri er jeg! Boniteten maa ogsaa tages i Overveielse. Jeg er af ægte Silketøi og jeg bærer Snore.”
„Paa Bryllupsdagen, ikke længer! de holde ikke Couleur i Vasken!” det er Hr. Pibehoved, som taler. „Von Støvle er vandtæt, stærk i Skindet og dog saa fiin, kan knirke, klirre med Spore og har Physiognomi af Italien.”
„Men de skulle tale paa Vers!” sagde lille Anna, „det skal være det Yndigste.”
„Det kunne de ogsaa!” sagde Gudfader. „Og naar Publicum befaler, man taler! — See paa den lille Frøken Handske, hvor hun strækker Fingre:
„Heller alle Dage
Handske uden Mage!
Ak!
Jeg kan ikke overvind' 'et!
Jeg revner i Skindet.” —
„Snak!”
Det var Fader Pibehoved som sagde Snak, nu taler Hr. Vest:
„Elskede Handske!
Om selv de blev spanske,
Min skal Du blive!
Nu svor Holger Danske.”
Støvle slaaer ud, tramper i Gulvet, klirrer med Spore og river tre Coulisser om.”
