220
Guldskat.
Englene kunne synge, og med dem løftede han sig i Solskinnet og nikkede saa kjærligt til sin Moder.
„Min Guldskat!” raabte hun og vaagnede i det Samme. „Nu har Vorherre taget ham!” sagde hun, foldede sine Hænder, heldede Hovedet hen imod det Kattuns Sengeomhæng og græd. „Hvor hviler han nu, mellem de Mange i den store Grav, de grave for de Døde? Maaskee i det dybe Mosevand! Ingen veed hans Grav! intet Gudsord læses over den!” Og Fader vor gik lydløst over hendes Læber; Hovedet bøiede sig, hun var saa træt, fik et Blund.
Dagene fare hen, i Livet og i Drømmene!
Det var mod Aften; en Regnbue løftede sig hen over Valpladsen, den berørte Skovens Side og den dybe Mose. Der er sagt og gjemt i Folketro: hvor Regnbuen rører Jorden, ligger en Skat begravet, en Guldskat; ogsaa her laae en; Ingen tænkte paa den lille Trommeslager uden hans Moder, og derfor drømte hun det.
Og Dagene fare hen, i Livet og i Drømmene!
Ikke et Haar var krummet paa hans Hoved, ikke et Guldhaar. „Trammeram, trammeram, det er ham! det er ham!” kunde Trommen have sagt og hans Moder sunget, havde hun seet eller drømt det.
Med Sang og Hurra, med Seirens Grønt gik det hjemad, da Krig var endt, da Fred var sluttet. Regimentshunden sprang foran i store Kredse, ligesom for at gjøre sig Veien tre Gange saa lang som den var.
Og Uger gik og Dage med, og Peter traadte ind i
