222
Guldskat.
Og saa? Ja hvad saa? Spørg kun Stadsmusikanten!
„Peter groer heelt ud over Trommen,” sagde han; „Peter bliver større, end jeg!” og han var dog Søn af en kongelig Sølvpop; men Alt hvad han havde lært i et heelt Liv, lærte Peter i et halvt Aar.
Der var Noget ved ham, saa freidigt, saa inderligt godt. Øinene skinnede og Haaret skinnede, — det kan ikke negtes.
„Han skulde lade sit Haar farve!” sagde Nabomoer. „Det lykkedes deiligt for Politibetjentens Datter! og hun blev forlovet.”
„Men Haaret blev jo strax efter grønt som Andemad, og maa altid farves op!”
„Det har hun Raad til!” sagde Nabomoer, „og det har ogsaa Peter. Han kommer i de fornemste Huse, selv til Borgemesterens, lærer Frøken Lotte Claveerspil!”
Spille kunde han! ja spille lige ud af sit Hjerte det deiligste Stykke, der endnu ikke havde været skrevet paa noget Nodeblad. Han spillede i de lyse Nætter og i de mørke med. Det var ikke til at holde ud, sagde Naboerne og Brandtrommen.
Han spillede saa Tankerne løftede sig og der boblede store Fremtidsplaner: Berømmelighed!
Og Borgemesterens Lotte sad ved Claveret; hendes fine Fingre dandsede hen over Tangenterne, saa det klang lige ind i Peters Hjerte; det var som om det blev ham altfor stort, og ikke hændede det een Gang, men mange Gange, og
