12
Skarnbassen.
„De snakker, som De har Forstand til! seer De ikke, at jeg er tøiret.”
„Jeg er ikke tøiret,” sagde Fluen, og saa fløi den.
„Nu kjender jeg Verden,” sagde Skarnbassen, „det er en nedrig Verden! jeg er den eneste Honnette i den! Først negter man mig Guldskoe, saa maa jeg ligge paa vaadt Linned, staae i Træk og tilsidst prakke de mig en Kone paa. Gjør jeg nu et rask Skridt ud i Verden, og seer hvorledes man kan have det og jeg skulde have det, saa kommer en Menneske-Hvalp og sætter mig i Tøir paa det vilde Hav. Og imidlertid gaaer Keiserens Hest med Guldskoe! det creperer mig meest; men Deeltagelse kan man ikke vente sig i denne Verden! mit Levnetsløb er meget interessant, dog hvad kan det hjelpe, naar Ingen kjender det! Verden fortjener heller ikke at kjende det, ellers havde den givet mig Guldskoe i Keiserens Stald, da Livhesten rakte Benene frem og blev skoet. Havde jeg faaet Guldskoe, da var jeg bleven en Ære for Stalden, nu har den tabt mig og Verden har tabt mig, Alt er ude!”
Men Alt var ikke ude endnu, der kom en Baad med nogle unge Piger.
„Der seiler en Træsko,” sagde den Ene.
„Der er et lille Dyr tøiret fast i den,” sagde den Anden.
De vare lige ved Siden af Træskoen, de fik den op, og den ene af Pigerne tog en lille Sax frem, klippede Uldtraaden over uden at gjøre Skarnbassen Skade, og da de kom i Land, satte hun den i Græsset.
