263
Peiter, Peter og Peer.
sang hele Natten for sin lille Kone: „Kluk! kluk! zi zi! lo lo li!” Det kunde Peer aldrig have udført eller hengivet sig til. Naar Storkemo'er laae med Unger i Reden, stod Storkefa'er hele Natten paa eet Been paa Tagryggen, Peer kunde ikke have staaet saaledes en Time. Og da han en Dag betragtede Edderkoppens Væv og hvad der sad i den, saa opgav han aldeles Ægtestanden. Hr. Edderkop væver for at fange ubetænksomme Fluer, unge og gamle, blodfyldte og vindtørre, han lever for at væve og ernære sin Familie, men Madame Edderkop lever ene og alene for Fatter. Hun æder ham op af bare Kjærlighed, hun æder hans Hjerte, hans Hoved, hans Mave, kun hans lange, tynde Been blive tilbage i Spindelvæven, hvor han sad med Næringssorger for hele Familien. Det er den rene Sandhed lige ud af Naturhistorien. Det saae Peer, det tænkte han over, „saaledes at elskes af sin Kone, ædes af hende i voldsom Kjærlighed. Nei! saa vidt driver intet Menneske det; og vilde det være ønskeligt?”
Peer besluttede aldrig at gifte sig! aldrig at give eller tage et Kys, det kunde see ud som det første Skridt til Ægtestanden. Men et Kys fik han dog, det, vi Alle faae, Dødens store Smækkys. Naar vi have levet længe nok, faaer Døden Ordre: „kys væk!” og saa er Mennesket væk; der lysner fra Vorherre et Solblink, saa stærkt, at det bliver Een sort for Øinene; Menneskesjælen, der kom som et Stjerneskud, flyver igjen hen som et Stjerneskud, men ikke for at hvile i en Blomst eller drømme under et Aakandeblad; den har vigtigere
