Side:H. C. Andersens Eventyr og Historier. Fjerde Bind.djvu/277

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

Gjemt er ikke glemt.


Der laae en gammel Gaard med muddrede Grave og Vindebro; den var mere oppe end nede; ikke alle Gjester, som komme, er gode. Under Tagskjægget vare Huller til at skyde ud af og til at helde kogende Vand, ja smeltet Bly ned over Fjenden, kom han for nær paa. Indenfor var høit til Bjælkeloftet, og det var godt for den megen Røg, der kom fra Kamin-Ilden, hvor de store, vaade Brændeknuder laae. Derhang paa Væggen Billeder af harniskklædte Mænd og stolte Fruer i svære Klæder; den Strunkeste af dem Alle gik levende om herinde, hun kaldtes Mette Mogens; hun var Gaardens Frue.

Ved Aftentid kom der Røvere; de sloge tre af hendes Folk ihjel, Lænkehunden med, og saa bandt de Fru Mette i Hundelænke ved Hundehuset, og satte sig selv op i Salen og drak Vinen fra hendes Kjælder og alt det gode Øl.

Fru Mette stod i Hundelænke; hun kunde ikke engang gjøe.