283
Portnerens Søn.
Tiden gaaer, naar man bestiller Noget, den gaaer ogsaa, naar man ikke bestiller Noget. Tiden er lige lang, men ikke lige nyttig. For Georg var den nyttig og slet ikke lang, uden naar han tænkte paa dem hjemme. Hvorledes stod det vel til oppe og nede? Ja, derom blev der skrevet; og man kan lægge saa Meget ind i et Brev, det lyse Solskin og de mørke, tunge Dage. De laae i Brevet, der meldte, at Fader var død, Moder var alene tilbage; Emilie havde været som en Trøstens Engel, hun var kommen ned til hende, ja, det skrev Moder, og tilføiede om sig selv, at hun havde faaet Lov at beholde Embedet i Porten.
Generalinden holdt Dagbog; deri stod hvert Selskab,
hvert Bal, hun havde besøgt, og alle de Fremmedes Besøg.
Dagbogen blev illustreret med Diplomaternes og de meest
Høiadeliges Visitkort, hun var stolt af sin Dagbog; den
voxede i lange Tider, i mange Tider, under mange store
Hovedpiner, men ogsaa under mange lyse Nætter, det vil sige
Hofballer. Emilie havde første Gang været paa Hofbal;
Moderen var i Lyserødt med sorte Kniplinger: Spansk!
Datteren i Hvidt, saa klart, saa fiint! grønne Silkebaand
flagrede som Siv mellem de krøllede, gule Haar, der bar en
Krands af hvide Aakander; Øinene vare saa blaae og klare,
Munden saa fiin og rød, hun lignede en lille Havfrue, saa
deilig, som den kan tænkes. Tre Prindser dandsede med
