66
Iisjomfruen.
Dig nok!” Og saa løb Katten, for den vilde ikke lade Rudy see, at Sorgen lyste den ud af Øinene.
Hønsene løb paa Gulvet, den Ene havde mistet sin Hale; en Reisende, der vilde være Jæger, havde skudt Halen af, idet Mennesket tog Hønen for en Rovfugl.
„Rudy vil over Bjergene,” sagde den ene Høne.
„Han har altid Jag,” sagde den Anden, „og jeg holder ikke af at tage Afsked!” og saa trippede de af begge To.
Gederne sagde han ogsaa Levvel, og de raabte: „Med! med! mæh!” og det var saa sørgeligt.
Der var af Egnens Folk to flinke Førere, som just skulde over Bjergene, de vilde ned paa den anden Side ved Gemmi, dem fulgte Rudy med, og til Fods. Det var en streng Marsch for saadan en lille Fyr, men Kræfter havde han, og Mod, som ikke kunde blive træt.
Svalerne fløi et Stykke med: „Vi og I! og I og Vi!” sang de. Veien gik over den rivende „Lütschine”, der i mange smaa Strømninger styrter frem fra Grindelwald-Gletscherens sorte Kløft; løse Træstammer og Steenbrokker tjene her som Bro. Nu vare de ovre ved Ellekrattet og begyndte at gaae op ad Bjerget, tæt ved hvor Gletscheren havde løsnet sig fra Bjergsiden, og saa gik de ud paa Gletscheren over Iisblokke og uden omkring dem; krybe lidt, gaae lidt maatte Rudy; hans Øine straalede af bare Fornøielse, og saa traadte han, med sine jernbeslagne Bjergskoe, saa fast som skulde han sætte Mærke hvor han havde gaaet. Den sorte Jordafsats, som Fjeldstrømmen havde gydet ud
