2
Vinduesspejlene og videbegærlige Næser bag Ruderne. Manden saa’ for Resten hverken det ene eller det andet; han førte, eller kunde have ført, følgende Enetale med sig selv:
Omtrent de fire Uger gaaet. Ligget paa Gæstgivergaarden her, spist ved Værtens Bord sammen med de andre Feriegæster, hørt paa den samme Snak hver Dag, set paa de kønne Damer, ikke truffet et eneste fornuftigt Menneske, ikke haft for en Skilling Gavn af det Hele, og ikke gjort for en Øre godt imod nogen. Og dette gentager sig Aar efter Aar; bestandig paa et nyt Sted, bestandig med samme Resultat. Og til denne ene Maaned gaar man og glæder sig hele Aaret! Ivar Feldmann Christensen, nom de guerre; Tegne-Christensen, du er en uforbederlig Æsel, og, hvad værre, du er snart en gammel Æsel! ...
Naa, saa det kalder du at »aadre«, din Æsel! Jeg skal hjælpe dig! —
Den Gaaende standsede lidt overrasket og saa’ op ad et Hus med en Række aabentstaaende Vinduer, hvorfra en stærk Malerlugt i Forbindelse med en klaskende Lyd af drøje Ørefigen trængte ud paa Gaden.
Lyden forstærkedes, ledsaget af Graad. Den Fremmede sprang op ad en Stentrappe, skubbede et Bræt til Side, hvorpaa med Kridt stod skrevet: malet! og traadte ind i en tom Stuelejlighed, hvor en plump, sværlemmet Mand i den bekendte tilsmurte Professionskittel bearbejdede et ungt
