154
Det forekom Christensen, at det engelske Folk, i Modsætning til, hvad han vidste om de latiske Racer, manglede denne improviserende Egenskab til hurtigt at omsætte Følelser og Indtryk i en afsleben, kunstnerisk Form. Derved — mente han — blev der et Fond tilbage hos Folket af ubrugt Friskhed og Inderlighed, som slet ikke stod i noget direkte Forhold til det saa meget omtalte »Praktiske« hos den moderne Englænder. Man tog altid Fejl, naar man gik ud fra den praktiske Englænder — og derfra sluttede til den stive, den egoistiske, den lidet følsomme. I det Lag af det londonske Samfund, som Christensen her kom i Berøring med, fandt han snarere Levningerne af det »gamle« England — af en vis Sorgløshed, der arbejder stærkt, fordi Folket i det hele taget er af en stærk Natur, men som ogsaa vil leve stærkt, og som, idet Drifterne gærer og bølger, nyder Livet mere varmblodig og mere intensivt og paa samme Tid med større Naivitet i Glæden, end f. Eks. de Godtfolk ovre paa den anden Side af Kanalen; thi dérovre — det skulde Christensen snart bringe i Erfaring — har man stadig, ved Hellig som ved Søgn, sin Sparekassebog og sin store Tabel i Hovedet!
Særligt smukke Træk af det baade stærke og gode Menneskelige fandt Christensen hos Kvarterets Kvinder, saavel gifte som ugifte. Han havde tænkt sig dem som flegmatiske, i det højeste som Pligtmennesker, hvem den meget
