207
Saa solgte jeg Stykket til en Jøde for firsinstyve Francs. Og jeg syntes, at jeg havde gjort et Coup. Med disse Penge tog jeg tilbage hertil og lejede mig Hytten. Siden har jeg ikke været i Paris!
Piben blev banket ud, stoppet paany og tændt. Christensen sad i Tanker.
Interesserer det Dem at vide, hvad der siden er foregaaet her? spurgte Maleren og pegede smilende omkring paa Væggene. De har selv set Samlingen! Naturligvis er der vandret en Del Billeder ud her fra …. man skulde jo leve. I den første halve Snes Aar holdt det haardt nok. Jeg giftede mig, og fik Børn. Min Kone har været mig en Støtte i at holde Humøret oppe, naar det kneb; og Børnene har hjulpet med. I det sidste Par Aar er det lykkedes mig at sælge et Billed til en anstændig Pris — og jeg er optaget i en Kunst-Revue. Forleden Dag sendte man mig endogsaa et Blad, hvori en og anden stor Kapacitet havde »opdaget« mig. Du skal se — sagde jeg til min brave Kone — det ender med, at man skærer mig i Træ og sætter mig i l’Illustration! Før jeg dør, kan jeg maaske være kendt af en Tusind Mennesker, og efter min Død vil man betale Dig for disse Pillerier her, saa at Du kan give Børnene en anstændig Opdragelse, eller sætte dem i Vej. Ça marche, ça marche!
Han havde sagt dette smilende, men dog saaledes, at den tilbagetrængte Bitterhed stak en
