163
Holstein-Ledreborg.
som ærefuld Hilsen, der her lød til den unge Greve, og Halls Ord fandt Gjenklang i alle Dele af Landet.
Da Venstres Stormløb saa ret begyndte, lød der fra Greven den ene Advarsel mere indtrængende end den anden; han stillede sig absolut og i Ord, der nu maa skratte i hans egne Øren, paa Kongemagtens Side og betonede med Veltalenhed og Kraft, at Venstre for at gjennemføre den Kamp, der var paabegyndt, først og fremmest maatte have Revolutionen færdig. Det var en klar og logisk Argumentation, og den slog an i vide Kredse. Grevens Aktier vare stadig stigende. Venstre gik trods alle Advarsler til den meningsløse Finanslovsnægtelse i Oktober 1873, og Folkethinget blev opløst. Under Valgkampen stod Greven saa afgjort paa Højres Side, at Venstre af al Magt søgte at fortrænge ham fra Valgkredsen og endog stillede den nuværende Landsthingsmand Mads Strandskov — den Mand, om hvem det i sin Tid blev fortalt, at han vilde have Ministeriet slaaet ned som snivede Heste — op imod ham, men Greven slog ham totalt og betraadte med forøgede Chancer atter Folkethingets Sal.
Men ak, nu var Kulminationspunktet naaet, nu begyndte man at spore de første Tegn til et mærkeligt Omslag. Det var Schjørrings Adresse, der dannede Vendepunktet. Her tog Greven, rimeligvis ledet af en utaalmodig Ærgjerrighed, et højst uklogt, eksponeret Stade, der under Sagens videre Gang drev ham yderligere og yderligere, saa at tilsidst Broen helt kastedes af bag ved ham, og han fik ikke anden Udvej end at kaste sig i Armene paa sine tidligere Modstandere. Disse modtog den omvendte Synder med Jubel og førte ham i Triumf til deres Højsæder.
Det var ganske vist ogsaa en Gevinst Venstre fik: en talentfuld og begavet Mand, erobret lige ud af Højres Rækker, men det er dog alligevel et Spørgsmaal, om Partiet gjorde klogt i saaledes uden videre at akceptere ham; thi for det Første ere Renegater ikke altid de paalideligste Medkæmpere, og for det Andet besad den unge Greve Karakteregenskaber, der kunde blive farlige netop i et Parti som det forenede Venstre. Der er heller ingen Tvivl om, at mangen Venstremand nu beklager, at Partiet saa villigt modtog den farlige Mand. Det var Grevens
