Spring til indhold

Side:H Wulff - Den danske Rigsdag.djvu/186

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

176

Høgsbro.

Sympati for Moderationen end af Klogskabshensyn; ti Høgsbro ynder som sagt ikke at gaa lige paa.

Høgsbros største og vigtigste Gjerning i Rigsdagen falder udenfor Salen: i Partimøderne og Vinduesfordybningerne udfolder han sit uomtvistelige Talent. Han tager sjælden Del i Debatten, men det er ikke af Mangel paa Evne til at føre en mundtlig Forhandling, snarere af visse Klogskabshensyn. Han taler tværtimod godt og med stor Lethed; hans Stemme er kraftig, men ikke klangfuld, hans Sprog rent og klart og hans Form, som sagt, meget moderat. Man kan høre hvert Ord, han siger, man kan fuldt ud forstaa ham, men der er noget monotont over hans Foredrag, der, i Forbindelse med andre Omstændigheder, gjør det mindre lysteligt at høre ham tale. I de store polemiske Debatter har han aldrig taget Del.

Størft Indflydelse har Høgsbro maaske dog øvet gjennem sin Folketidende, der i lange Tider var uforfalsket Manna for de uklare Grundtvigianere. Alt, hvad Høgsbro skrev, gik i dem som den reneste Visdom og den skæreste Sandhed. Det er vel saaledes mange Steder endnu, men der er dog rundt om i Landet vakt Betænkeligheder lige over for Bladet. Høgsbro anser sig selv for Grundtvigianer, men de ægte af Arten have dog allerede forlængst vægret sig ved anerkjende ham som saadan.

Høgsbro blev en Gang rost for sin Uegennyttighed, og det er vistnok ogsaa rigtigt, at han, der forlængst kunde have siddet i et lunt Præstekald, foretrak en tarvelig Tilværelse herovre for at kunne ofre Politikken sine Kræfter, men paa den anden Side maa det heller ikke tabes af Sigte, at han ganske godt har forstaaet at Udbytte den politiske Gjerning til egen Fordel, dets igjennem sit Blad, der vistnok betaler sig godt, og dels igjennem en vellønnet Statsrevisorstilling.

Høgsbro er Viceformand i Thinget og har som saadan af og til maattet komplimentere Hs. Majestæt Kongen ved forefaldende Lejligheder. Ret betegnende for Høgsbro er det i den Henseende at erfare, at han for ikke saa længe siden ved en slig Lejlighed betjente sig af saa lojale og kongevenlige Udtryk, at de vandt allerhøjeste Bifald i fuldt Maal.

Høgsbro har gjort vort politiske Liv megen Skade, og han kan gjøre mere endnu. Han, Akademikeren, er ikke nogen særlig