Side:H Wulff - Den danske Rigsdag.djvu/189

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

179

Højmark.

Hobro, hver Gang forgjæves. Dog naaede han i Hobro et ret anseeligt Antal Stemmer. Han vedblev at være Rigsdagsæmne, og da der i 1876 skulde være Valg igjen, vendte han det utaknemmelige Jylland Ryggen og slog ned paa Søndersøkredsen, hvor han, støttet af den lokale Venstreagitation, slog Proprietær Andersen med 765 Stemmer mod 750. Ogsaa ved Valget i 1879 stod han sig, men det kneb atter den Gang meget haardt, idet han kun fik 13 St. flere end Modkandidaten — 861 mod 848. Hans Stilling der i Kredsen synes altsaa at være meget usikker, og skjønt han ved de to sidste Valg havde en ret betydelig Overmagt, er der dog en Mulighed for, at han atter kan komme til at jage om efter en Valgkreds.

Højmark blev straks paa Rigsdagen Medlem af „det forenede Venstre”, men spillede i Begyndelsen en meget underordnet Rolle paa Thinge, og den eneste Melodi, hans Lire drejede, var den fortærskede Højskolearie.

Højmark er imidlertid ikke uden Evner, vel langt fra nogen fremragende Mand, men i Besiddelse af en sund og god Forstand med tilsvarende Karakteregenskaber. De Kræfter, der bo i ham, kræve Tid til at faa Vækst og Frodighed; ti han er en langsom Natur, men desmere støt og sikker. Han iler ikke mod sit Maal; men han kommer alligevel med og naar det da godt og solidt. Han bankede sig da ogsaa op i Rigsdagen og er nu et ret indflydelsesrigt Medlem af det saakaldte moderate Venstreparti. Han har en smuk og fortjenstfuld Andel i Forsvarslovenes Gjennemførelse og er i det hele en af de Rigsdagsmænd, som der kan ventes noget godt af i Længden, og som blive mere og mere lovende, jo ældre de blive paa Thinge. Han er en af Venstres virkelig moderate Mænd, der til enhver Tid af al Magt vil bekæmpe Udskejelser og nedbrydende Tendenser samtidig med, at han dog vil kæmpe for et taaget Frihedsideal. Hvis den nuværende Partiordning en Gang ændres i en fornuftig Retning efter de virkelige Anskuelser, vil han være en af de Venstremænd, der vil kunne mødes med mange af de nuværende saakaldte Højremænd. Det er nemlig ikke store Principper, der her skiller ad, men kun et „Hvor langt” eller „Hvor meget”.

Højmark er, som sagt, en ret vel begavet Mand, og han taler ogsaa ganske godt og let, men med et noget søvndyssende