Side:Harald Kidde - Den Anden.djvu/143

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er valideret

131

Skuldre bar Kåben stift. Stum stirrede hun mod. Bygningen deroppe.

Stum — efter en øresønderrivende Snakken under den timelange Sejlads herover.

Skyggerne blånede fra Tindingerne, fra Øjnene og den høgekrumme Næse. Som Slør spandt de Ansigtet ind. Men Nakken under Hårknuden knejste, hul. Og Hænderne klamrede sig om et Bind røde Elskovsdigte.

På hver Side af hende ludede de andre Beboere til Huset deroppe, to firsindstyveårige Damer, struttende af Silke og Fløjl.

Under de kamelpuklede Rygge skuede de gibshvide Ansigter, som ud fra Huler. Kniplingssjalene flagrede om det farvede Hår. De leddeløse Hænder fumlede på Parasollerne. To hvide Spøgelsesdyr, blinkende i deres Gravkamre ad Dagsskæret.

Gulladen og svær, med sørgmodig Dobbelthage og triste Øjne sad Jødindens Moder bagved på Bænken langs Kahytten, et Øjeblik sluppet af Datterens Hjul af Snak.

Damperen hvislede op i Luften. Ekkoer skingrede ud fra Skoven:

„Her kommer vi med ny Høst!“

„Ja, kom! kom!“

Evas Hånd slog sammen om Helges:

„Ikke ham! ikke ham! han er min! ham når I aldrig!“

Damperen skurede langs Bropillerne og lå stille.

Duften fra Skovene sank om dem, tæt som et Løvfald.

Hun hørte Helges Suk — som lagde han til ved sin Brygge.