19
Hannibal Gorm, som slap sin egen Elskede, fordi han aldrig ejede hende — han arbejdede Værkstedet deroppe fuldt af den Slags Legetøj.
Fik han Luft i disse snurrige Symboler? mens han forgæves arbejdede på sit perpetuum mobile, Kuglerne, der bestandig vejede hinanden op og ned, der intet gav hinanden efter i Styrke, men svarede hinanden med fuld Tynge, som to kærlighedsfyldte Menneskehjærter.
Hun smilte — som hun og Helge vilde leve Livet hernede! —
— En Solsort funklede metallisk inde mellem Rønnens Purpurbær. Den plirrede rapt mod hende og hakkede videre.
Eva standsede på Trappen mellem Vinløvet.
Frugttræernes Kroner svævede som et gyldent Flor over Haven.
Hun følte sin Gane sval, som bed hun af et Æble. Hendes Lunger krydredes af Lugt fra jordfalden Frugt, af Asters Kamfer og Løvsyre.
Inde ved Dammen spejlede Solsikken sit Ansigt i det klare Vand, hvor Vandmyggene dansede. En Hanes fjærne Galen spaltede den spindelvævsblinkende Luft.
Omkring Havelågen lukkede Granerne, blankgrønne. Men inde i Dæmringsblået dryppede det guldrøde Løv.
Hun vendte Hovedet.
Hun så Husets dugblanke Skiffer og Atelierets Ruder med Lærredsgardinerne. Skorstensrøgen blånede. Hannibal Gorm kogte i sine Limpotter.
Havde Helge ikke Ret, når han sagde hende, at hun plumrede Naturen med sin Angst og Sorg?
