Side:Harald Kidde - Den Anden.djvu/41

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er valideret

29

Kun i stakket Frist havde Solen lyst. Smal var Dagen, som en Rende mellem Is. Stunden var Mørkets, Mørke over Land og Vand, Visnen og Frost.

Hun dukkede Hovedet i sin Krave.

Fra Barn havde hun frygtet Vinteren, derhjemme ved den sivskjulte Fjord, på Strand: Vinterens Grav af Mulm, når Gårdens gamle Tømmer knagede, som frøs det af alle sine Århundreders Vintre — —

Å, Sommer med åben Horizont og med Stemmer i Havens Rosenflor, med Bad i Fjorden, som druknede man i Blåt — —

Men Luften her i Aften bar i sin Skumring Vinterens Smag af Sne og Død.

Hun så op til Helge, om Læ.

Dukket, under Wagnerhuen, stirrede han ud i det tyst levende Rum, hvor Kuldens og Markets tynde Hænder drog Slørene frem. Stirrede, som så han bag dem et Leje, de redte, af visne Blade, mellem Snefnug.

Hendes Fødder bandtes i Skrænten, hun frøs til i Mørket.

Blade sejlede ned om hende, tættere, tæt, højnende en Grav, rød af Løv: Hun havde givet Sjæl og Legeme til ham, han tog hende med sig i sin Høj.

— Der bruste en rød Vrede igennem hende, en Ild under dette Mørke.

Vilde han det, da —! Hun ejede Ansvar mod mere end ham: mod den Gud, hvis Mål var Lys, hvis Ret over hver hans Skabning var den: at den skulde kæmpe med ham for Lyset, sig selv, den gudskabte, ingen Anden. —

— Hun raslede med ham ind gennem Skoven.