II
Eva Kolind sad ved Vinduet i Skumringen. Hun bøjede sig frem mod det svage Lys mellem Begonierne og Glasset med Rosen. Trækken gennem Ruden luftede på hendes Kind.
Inde i den anden Stue sukkede det gamle Ur.
Hun sænkede Sytøjet ned i Skødet og så ud.
Tujaerne svøbte sig stumme i deres Nåledække. Vejen lå tilgroet. Tjørnehækken mørknede bærspættet mod den grå Himmel.
Gennem Udhugget i Hegnet så hun ud i den gulbrune Stubbemark. Kongevejens Kuppelpopler hældede derovre. Globstrup Park rugede bag dem, hentåget i Skumringen. Et Hjørne af Hovedbygningen dæmrede kalkhvid.
Hun sad ubevægelig med Hænderne i Skødet og lyttede. Lyttede som langt inde fra.
Stuen tav om hende, lugtende af Uld fra Tæpperne og Møblernes Betræk, tav fra de andre Stuer derinde. Fra Efteråret i Haven og Skoven.
Hun var ganske ene hjemme. Helge var gået til Byen for at købe Tegnepapir, og Øllegård Farre var sjokket
