Side:Harald Kidde - Den Anden.djvu/63

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er valideret

51

Stolen med det besynderligste Udtryk i de blå Øjne, af Skuffelse, af Fryd, af Angst.

Moder, Moder, hvad var Kærlighed?

Eva strakte sin nøgne Arm over Bordet og lænede sin Kind mod dens Køling.

Fader, hvorfor elskede han Moder og hun ikke ham — og ægtede ham dog? Krans, hvorfor elskede Moder ham og han hende, og var hun dog ikke lykkelig, heller nu? og han ikke mindre ustadig end før, bestandig higende fra Moder og Gårdens Fortrædeligheder ind til Ungkarlelivet i Byen, og i Anger og Længsel hjem igen til hendes tårefyldte Velkomst.

Med halvt lukkede Øjne, med Blodet bankende trangt i Halsens Pulse lå hun over sit Bord, overflakket af Lysskæret fra de rumlende Vogne, og lyttede til Arild Krans' urolige og elegante Officerstrin dernede og Moders nervøse, løbende Barnefjed, til de blandedes og tav, og hun sansede deres Stemmers Mumlen.

Talte de om Pengesorger eller om Elskov? sad de ved Lys og gennemgik, bægge med rynkede Pander og rystende Fingre, Gårdens håbløse Regnskaber og Arild Krans' mangehånde Forpligtelser? eller blussede de sammen i Sofakrogen, sunken ned i Hvisken og Glemsel — som forleden Aften, da Eva var kommet ind, og de var tumlet fra hinanden, Krans genert overfor den store Pige, han jo under andre Forhold kunde have gjort Kur til, og Moder synkefærdig overfor sin voxne Datter og første Husbonds Barn.

Og Eva selv, hun havde rystet på sin Fod, af Forladthed, af prikkende Hede, af Blu.