69
stien, stort, hvidt under Hårkransen, med spejlstore, stumme Øjne.
Regnkulde sivede, med Lugt fra Løvet i Havens Bede og ovre fra Skoven, fra Murens Kalk og Vedbenden, hvis Blade flappede og flappede.
„Jeg vilde gærne spørge, om Hr. Maler Kolind er hjemme?“
Kvindens Øjenbryn steg, ubevægelig stod hun, mod Halmtaget.
Det suste i Evas Hoved, som sugedes hendes Blod sammen med en Blæsebælg; hun stod med Et påny på det fælles Hjems Tærskel.
„Min Mand? Nej, han er ikke hjemme.“
De spejlmørke Øine stirrede, Overlæben skælvede mødig.
Vedbendbladene flappede som mørke Sommerfugle.
„Ikke? det var slemt. Nå, så kommer jeg igen en anden Gang.“
Kvinden bøjede Hovedet, en lang, hvid Hånd greb om Skørtet, og hun gik ned ad Trappen, lydløst, uden Farvel.
Eva blev stående og så hende, let, foroverbøjet under den sorte Pelshue forsvinde ud af Lågen i Stakittet, ind i Vejens Mørke.
Et vissent Blad fløj hen på Evas Sko. Vedbenden flappede og flappede.
Hun lukkede Døren til, gik langsomt ind i Helges Stue, standsede foran Globen med Hænderne i Siden — vendte sig om og fløj ud i Gangen.
Hun rev sin Trøje ned fra Knagen, snappede sin Hue, pressede den over Panden, jog Nålen fra Spejlet ind
