35
Rigtigheden af denne Paastand stal jeg blot henvise til den ene betydningsfulde Kjendsgjerning, at der, saa vidt mig bekjendt, i Lande uden for Danmark, hvis Forfatninger anerkjende Ministrenes konstitutionelle Ansvarlighed, i Aarhundreder, end ikke under de voldsomste politiske Kriser har fundet nogen Budgetnægtelse Sted. Man maa ikke herimod henvise til Begivenheden i den preussiske Nationalforsamling den 15de November 1848. Den paagjældende Begivenhed var nemlig paa ingen Maade en Budgetnægtelse, men kun en simpel Vedtagelse af en Beslutning, lydende paa, „daß das Ministerium Brandenburg nicht berechtigt sei über Staatsgelder zu versügen und Steuern zu erheben, so lange die Nationalversammlung nicht ungestört in Berlin ihre Berathungen fortzusetzen vermöge“. Og denne Vedtagelse var dernæst end ikke nogen endelig Vedtagelse. I Følge Forretningsordenen skulde der nemlig til dette Øjemed finde en gjentagen Afstemning Sted; men den fandt aldrig Sted. Beslutningen var dernæst i formel Henseende af en mildest talt tvivlsom Lovlighed, i det den var fattet, efter at Regeringen havde udsat Forsamlingens Møder. Hvad vilde man hos os dømt om Beslutninger, fattede af Rigsforsamlingen, efter at Kongen havde udsat dens Møder? Og den var endelig i materiel Henseende utvivlsomt ulovlig som liggende uden for Nationalforsamlingens Kompetence. Denne strakte sig nemlig ikke ud over den, af hvilken de tidligere Landstænder havde været i Besiddelse, og disse kunde kun nægte Paalægget af ny, ikke forhindre Opkrævelsen af bestaaende Skatter. Vedtagelsen af den omtalte Beslutning var herefter i det hele taget kun at anse som en revolutionær Akt, der som saadan ogsaa gav Nationalforsamlingen Dødsstødet. —
